Kære konfirmander

I har taget et aktivt valg ved at lade jer humanistisk
konfirmere, en ceremoni der markerer overgangen til en ny del af jeres liv,
hvor I gradvist begynder at træffe flere og flere selvstændige valg. Det er en
del af det at blive ældre, og bevæge sig mod voksenlivet.

Det med at I begynder at træffe flere selvstændige valg, er
helt sikkert noget jeres forældre lige skal have tid til at vænne sig til……men
de mange valg kan måske også nogle gange være svært for én selv at navigere i. Det
vender jeg tilbage til.

Det ritual som vi oplever her i dag, er noget I har skabt,
sammen. Dét at kunne opfinde egne ritualer og rammer, og skabe noget sammen, er
en kæmpe vigtig ting at lære – og som med mange at de ting der er vigtige i
livet, så kan det både være super-dejligt, og mega besværligt. ……..for man skal
jo blive enige, diskutere – nogle gange længe! – med mennesker der måske synes
at noget andet er vigtigt, end det man selv gerne vil. Man skal indgå
kompromisser og lytte til andres ideer.

Men når I nu står her, og har lavet denne her ceremoni, for
hinanden, og for jeres familie og venner, så håber jeg at I oplever den følelse
af stolthed og tilfredshed, der ligger i at kunne sige til hinanden, at dét
her, det har vi skabt. Sammen. Det med at lave ting i fællesskaber er det andet
tema jeg gerne vil vende tilbage til i denne tale.

————————

I er godt i gang med ungdomslivet, og det er en tid, hvor
mange af os begynder at stille os selv nogle af de store spørgsmål. Spørgsmål
om hvad man egentlig selv er for en, hvad man gerne vil med livet, og måske
endda, hvad det vil sige at være menneske, i den her tossede verden.

I vokser op i en tid hvor der er uendeligt mange
valgmuligheder, mange retninger man kan gå i, og mange man kan - og kommer til
at - spejle sig i. Både på sociale medier, og i den nære virkelighed med
skolekammerater, og andre omkring jer. For der er altid nogen der ser ud som om de har heeeelt styr
på det med at vælge rigtigt og med at ”blive sig selv”.

Samtidigt er der uendeligt mange omkring jer, både i den
nære verden og i samfundet som helhed, der har en holdning til, hvad I unge er
for nogen, hvordan det er fat med ungdommen, og hvad I bør gøre og ikke gøre.
De mange valgmuligheder og de mange holdninger til hvad I skal og bør, kan
måske nogle gange føles en smule overvældende, eller….er det mon bare mig der
tænker det?……for hvordan ved jeg hvad der er det rigtige at vælge, og hvordan
undgår jeg at vælge forkert?

Nogle gange er det i de små hverdags-agtige valg
man kan blive i tvivl: Skal jeg gå med til den fest eller ej, skal jeg holde op
med at gå til fodbold eller…Andre gange er det de helt store spørgsmål i livet
man bliver i tvivl om.

Søren Kierkegaard, en filosof som levede for flere hundrede
år siden, brugte hele sit liv på at filosofere over verden, og over os
mennesker. Han var helt utroligt produktiv i sit korte liv (på hans tid blev
man ikke så gammel) og nåede at skrive mange kloge ting i de 42 år han levede. Et
af hans mere berømte citater er det her: ”At vove er at miste fodfæste for en
tid. Ikke at vove er at miste sig selv”. Med det mente han, at vi skal turde
prøve ting af, dumme os, fejle og prøve igen. Fordi det er igennem de ting vi
prøver – og de fejl vi laver – at vi bliver til de mennesker vi er. Hvorimod
vi, hvis vi ikke vover noget – hvis vi lever efter at vi skal have tænkt alt
igennem, have en perfekt plan, vide præcist hvad vi skal osv., før vi handler –
risikerer at miste os selv.

Og hvad vil det så sige – at miste sig selv? At miste sig
selv er dér hvor vi bliver handlingslammede og ikke kan mærke hvad vi selv har
lyst til eller står for – fordi vi har så travlt med at gøre alt det rigtige. Hvor
vi bruger al vores energi på ikke at fejle eller sikre os, at ingen kan pege
fingre ad os.

Sådan en gammel filosof som Søren Kierkegaard, der levede
for flere hundrede år siden, og ovenikøbet skriver i et lidt mærkeligt sprog,
kan måske føles lidt støvet og fjern. Men for mig er der noget opmuntrende i at
vide, at der gik en mand ved navn Søren, rundt i Københavns gader for 200 år
siden, og tænkte over nogle af de samme ting som jeg nogle gange tænker over:
Hvordan skal jeg leve mit liv? Hvad er egentlig et godt liv. For mig? Og hvad
vil det overhovedet sige at være menneske? (at det sidste spørgsmål har fået
helt nye perspektiver med kunstig intelligens, det kunne Søren ikke vide noget
om dengang, men det gør jo at spørgsmålet er måske endnu vigtigere at stille
sig selv i dag, end dengang han levede)

Jeg håber, at I vil gå ud i verden og turde prøve nogle ting
af, og lave fejl og rejse jer igen. Det kan føles skræmmende at kaste sig ud i
nye situationer og træffe valg. Man kan være bange for at blive til grin, dumme
sig, tage forkerte valg etc. Men igen mennesker kommer igennem livet uden at
tage masser af både rigtige og forkerte valg – og langt de fleste valg kan
gøres om igen. Fx arbejder langt de fleste voksne jeg kender, med noget andet
end de troede de skulle, da de var børn/unge, og ofte også med noget helt andet
end de er uddannet til. Prøv at spørge jeres forældre eller bedsteforældre,
hvad de troede at de skulle lave, da de var på jeres alder.

Da jeg var ca på jeres alder var jeg mest sikker på hvad jeg
ikke skulle: Jeg skulle helt sikkert aldrig arbejde ”på kontor”, for det
så virkelig kedeligt ud! Senere begyndte jeg at studere, og troede i mange år
at jeg skulle være sådan en der arbejdede på museer med at formidle
fortællinger om ”gamle dage”. Derfor traf jeg et valg om at studere historie og
kommunikation. Et valg som jeg var rigtigt glad for……Og i dag arbejder jeg så noget
helt, helt andet, nemlig med at hjælpe arbejdspladser med at blive bedre til at
samarbejde og ledere med at blive bedre til at lede. Min pointe med dén
historie er, at det man tænker er det rigtige, forandrer sig mange gange i
løbet af livet.

Mit bedste råd til jer – og på en dag som i dag håber jeg at
det er ok at komme med et enkelt råd eller to – er, at være nysgerrigt til
stede i det liv I lever lige nu. Vær nysgerrige på verden, på jer selv og de
mennesker der er omkring jer. For det er når vi kaster vores energi ind i noget
eller nogen, bliver opslugt og glemmer alt muligt andet, at vi vokser som
mennesker.

Måske især, dér hvor vi gør det sammen med andre mennesker.

——————————————-

Og det var det andet jeg gerne ville tale om i dag:
Fællesskabet med andre mennesker, og alt det vi kan gøre i livet, hvis vi gør
det sammen. Dén ceremoni I har skabt her i dag, er et eksempel på noget som I
kun har kunnet gøre, fordi I har gjort det sammen. Og vel at mærke med
mennesker som I ikke kendte før I begyndte på det her forløb. Jeg håber at I
vil bruge den erfaring til at gå videre ud i livet og være åbne og opsøgende
overfor mennesker, der har andre baggrunde og livserfaringer end jer, og at I vil
lade jer inspirere af dem. For det er sådan I bliver klogere, og finder jeres
egne perspektiver på livet.

I vokser op i en urolig tid hvor kriserne står i kø og hvor
krige raser omkring os. Vi taler om klimakrise og trivselskrise, og vi ser
dagligt billeder fra krigsramte områder på kloden. Vi kan helt sikkert alle sammen en gang
imellem tænke, at det er umuligt at forandre noget, og at ”lille jeg” ikke kan
stille noget op imod alle de her ting.

Og rigtigt er det jo, at vi ikke hver især kan løse alle
verdens problemer. ”Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget”. Ordene er
ikke mine, men er bl.a. blevet udtalt af fredsforsker og tidligere vicegeneralsekretær i FN, Jan
Eliasson, som en måde at sige, at vi kan udrette mere end vi måske selv går og
tror, især hvis vi gør det sammen.

Når vi spiller fodbold, og møder op til en kamp selvom vi
ikke helt gider, fordi ellers kan de andre ikke stille hold; når vi spiller i
band og er afhængige af hinanden for at få det til at fungere; når vi deltager
i en klimademonstration; samler ind til et godt formål eller, i det helt nære, når
vi skriver til en ven som så lidt trist ud i skolen, og spørger om hun er ok…..Uanset
om det er store eller små handlinger, og selvom vi ikke nødvendigvis ”redder
verden” med de ting vi gør, så er vi med til at gøre en forskel, når vi gør
noget, for og sammen med, andre mennesker. Og den meget vigtige bi-effekt er,
at vi oplever glæden ved at være en del af et fællesskab. Præcist ligesom jeg
håber at I har oplevet det, når I har været med til at skabe den her ceremoni i
dag.

Jeg har igennem mange år været med til at lave Roskilde
Festival, og det er et eksempel på noget som ikke burde kunne lade sig gøre, og
som helt sikkert heller ikke kunne lade sig gøre, hvis ikke en helt
masse mennesker gjorde noget i fællesskab – og vel at mærke, ikke fordi de får
løn for det: Når 30.000 frivillige stabler en begivenhed på benene, for de
100.000 gæster der deltager i en uges musikalsk fest på en mark lidt udenfor
Roskilde, så sker der noget helt magisk, fordi alle, uanset om de har skruet skruer
i den store Orange scene, solgt sodavand og burgere, eller renset lokummer, har
en stolthed over at: Hey, jeg har været med til at få den her festival til at
køre.

Min pointe med den historie er, at vi kan udrette store ting
og opleve stor glæde, hvis vi kaster os ind i fællesskaberne og gør ting
sammen. ”ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget”….Hvis I kun husker en
ting fra den her tale, så håber jeg at det er den sætning I tager med jer ud ad
døren i dag.

Jeg vil slutte min tale med at vende tilbage til noget af
det første jeg talte om: De store spørgsmål. Vær ikke bange for at gå ud i
verden og stille de store, nysgerrige spørgsmål – hvad vil det egentlig sige at
være menneske? Hvad er det egentlig for nogle liv vi hver især drømmer om at
leve? Hvad er retfærdighed?

Og nej, man kan selvfølgelig ikke gå rundt og stille sig
selv og verden de her helt store spørgsmål hele tiden. Nogle gange er det
vigtigste at dele den seneste tik tok video, eller fortælle om noget sjovt man
oplevede på vej til skole. Men, tag jer tid til at stille spørgsmålene en gang
imellem, og vov at tale med jeres venner og familie om dem. Jeg vil vædde med,
at både jeres forældre, jeres venner, lærere, bedsteforældre og hvem der ellers
er omkring jer, også går rundt med nogle af de her tanker. Spørg dem, og opdag
at I får nogle helt anderledes og sjovere snakke.

Jeg ønsker jer alt godt – med de store og de små spørgsmål,
de rigtige og mindre rigtige valg, og ikke mindst med at engagere jer i
fællesskaber, og i livet i det hele taget.

Tak for jeres tid!

Stages blogposts

Tale til Humanistisk konfirmation