Stages
setting the scene for development
rawpixel-660716-unsplash.jpg

Hold dig opdateret

‘Scener fra et start-up’

Del 2: Kulturen

Da vi forlod Jonas og Esben i forrige afsnit, stod de overfor den hidtil største udfordring i deres fælles start-up: At rekruttere en profil, som de begge kunne samarbejde med, og som kunne tage fra på nogle af de mange ledelsesmæssige opgaver de var spændt ud imellem. Siden vi forlod dem, har de fået ansat en Operations Manager,  som ser ud til at være den rette. Men, ligesom med så meget andet, blev denne udfordring løst blot for at den næste i rækken kunne indfinde sig.

Vi møder Esben og Jonas igen på et tidspunkt, hvor der er kommet yderligere to designere, fire udviklere og en praktikant til, hvilket betyder at de nu er oppe på 25 medarbejdere i alt. Jonas er super glad og stolt over, at det er lykkedes dem at få en række stærke profiler med på holdet. Specialister som har forladt store, veletablerede virksomheder for at blive en del af holdet i deres lille, upcoming firma! Esben går derimod rundt og er bekymret for, hvor de er på vej hen. For ham har ideen og visionen med virksomheden altid været den vigtigste drivkraft, og han har siden starten været optaget af, at de kun skulle ansætte folk som de var sikre på købte ind på visionen og havde det rette mindset.


Med den fart de er vokset med over de seneste seks måneder har Esben og Jonas måttet slække på deres principper om altid begge at være til stede ved alle ansættelsessamtaler, og at mindst én af dem stod for de første ugers introduktion og oplæring af nye medarbejdere. Senest har de bedt nogle af de mere erfarne medarbejdere om at stå for begge dele.


Esben er bekymret, fordi han er blevet i tvivl om, hvorvidt nogle af de nyeste medarbejdere værdimæssigt passer ind i firmaet. Forleden stillede to af de nye en række spørgsmål, der i hans ører var meget “corporate”. Det var spørgsmål til regler og procedurer for medarbejdernes gøren og laden, som ingen i virksomheden nogensinde havde interesseret sig for.. før nu. I Esbens forståelse er pionerånd, og en stærk, fælles fortælling om at de er sat i verden for at sætte nye standarder for hvad man kan på det teknologiske felt, helt afgørende elementer i firmaets kultur. En kultur der ikke skal udvandes af alle mulige procedurebeskrivelser, personalehåndbøger osv. Han forsøger at dele sin bekymring med Jonas, men snakken fører i stedet til en af de mest ophedede diskussioner de to har haft med hinanden siden firmaets start.  En diskussion der gør det klart, at de ser meget forskelligt på hvor stor betydning kulturen har for firmaets fremtid. Jonas er i udgangspunktet enig med Esben i, at en stærk firmakultur er vigtig, men stemningen spidser til da han, som svar på en lang svada fra Esben med ideer til, hvilke kulturfremmende tiltag de bør arbejde med, får sagt at han synes de har den del vigtigere, strategiske tiltag at fokusere på end at “arrangere endnu et fedt fyraftens-event”!


Vi zoomer ud fra Esben og Jonas’ ophedede diskussion for at samle op på dilemmaerne de står overfor, og som du måske kan genkende fra din egen virksomhed:

  • Hvad gør man for at holde fast i virksomhedens kultur og værdier, når man ikke længere selv kan være med i alle hjørner?

  • Hvor mange skal man være, før der bliver behov for at nedskrive og formalisere virksomhedens procedurer og rammer?

  • Kan og skal man bevare pionerånden, når man ikke længere er helt nye?

  • Hvordan holder man fast på “de gamle medarbejdere”, der har været med siden de første pionerdage, når man bliver mange, og de nyeste tilkomne forventer en højere grad af professionalisme?

Kultur og en stærk, fælles fortælling om hvad lige præcis dét her firma er sat i verden for, er afgørende elementer for din virksomheds performance, og hvis I vækster hurtigt – både økonomisk og særligt i medarbejderantal – risikerer I at fortællingen svækkes, og kulturen udvandes. Vi har samlet et par ideer til, hvad du skal være være opmærksom på i den forbindelse, her.

Hvad gør du for aktivt at fremme kulturen i din virksomhed?


Dorthe Hove OlesenComment